fbpx

Pakkeguide: 3 hemmeligheder bag en velpakket kuffert

En velpakket kuffert kan lette vejen gennem lufthavnen og give dig adgang til de vigtigste ting, lige når du har brug for dem. Vi har rejst til flere hundrede destinationer — og pakket lige så mange kufferter. I denne pakkeguide har vi samlet kontorets bedste pakketips, og indlemmer dig her i de 3 bedste hemmeligheder bag en velpakket kuffert.

Par gående ind i lufthavn

En velpakket kuffert kan lette turen gennem lufthavnen

1. Vælg den rigtige kuffert

Find den rigtige størrelse

Inden du overhovedet begynder at pakke, skal du overveje hvilken kuffert, du vil have med på ferien.

Hvis jeres ferieplaner kun strækker sig over et par dage, kan det være, at du kan nøjes med kun at medbringe håndbagage. Håndbagagens komprimerede størrelse kan være nemmere at transportere, og du behøver ikke stå i kø ved transportbåndet sammen med alle de andre.

Kø i lufthavn med kufferter

Hvis du vælger en kabinekuffert, kan du springe køen til bagageudleveringen over

Spar plads med en kabinekuffert

Hvis du ofte rejser med fly, kan det være en god idé at investere i det, der hedder en ”kabinekuffert”. En kabinekuffert er en lille kuffert, der lever op til størrelsen for håndbagage, og som du altså kan tage med dig ind i flyet. Hvis du vælger en kuffert med målene 55 x 40 x 20, har du en kabinekuffert, som passer til de mest populære flyselskaber. Husk også, at der er skrappe krav til, hvor mange milliliter væske, du må have i din håndbagage. Så selvom din kabinekuffert er lille og handy, er det altså ikke alting, du kan have med i den.

Undgå kuffertkæmpen

Hvis du skal på en længere ferie, kan det være nødvendigt at opgradere størrelsen af din kuffert. Det kan virke fristende at gå direkte efter den største i butikken. Hvis du ikke skal jorden rundt, er butikkens største kuffert sjældent nødvendigt — kuffertens størrelse opfordrer nemlig til tage for mange ting med, når du pakker.

 

Baggagebånd i lufthavn med kuffert

Hardcasekufferter holder bedre til håndteringen i lufthavnen

 

Vælg mellem en blød og en hård kuffert

Ud over størrelsen, skal du også tage stilling til, om du ønsker at købe en hardcase eller softcase kuffert.

Hardcases er ikke hvad de har været — heldigvis! For ikke så mange år tilbage havde den hårde kuffert et uheldigt ry for let at gå i stykker under transporten. Det har heldigvis ændret sig. Hardcase kufferter fremstilles nu for det meste af polykarbonat, som er et materiale, der er virkelig godt til både at absorbere stød og modstå vind og vejr. Et ekstra plus ved hardcasen er, at de fleste kufferter ofte har fire hjul i stedet for to, hvilket gør den lettere at navigere gennem lufthavnen.

Softcasekufferten er typisk lavet af stof og kan derfor give sig lidt mere, hvis vil have lidt flere souvenirs med hjem, end du lige havde regnet med. Softcases kan være nemmere at håndtere og stable sammen med andre tasker f.eks. i et bagagerum.

Uanset hvilken kuffert du vælger, så husk at tilføje en mærkat med dine kontaktoplysninger, hvis din bagage skulle komme på afveje.

Pakkeguide tip nr. 2: Pak i god tid

Pakkeguide tip nr. 2: Pak i god tid

2. Begynd i god tid

“Forberedelse er nøglen til success”, lyder et japansk ordsprog. Pak velovervejet og i god tid, så du undgår for mange nødindkøb på ferien eller for meget overvægt i kufferten.

Start med at lave en basisliste over alle de ting, som du gerne vil have med på din ferie. Det kan være en idé at finde en allerede udarbejdet pakkeliste på nettet, som du vender tilbage til år efter år. Listen kan du bruge som reference, hver gang, du skal ud at rejse. Du kan tilføje og strege ud alt efter om I skal på sol– eller storbyferie.

Det er også en god ide at tjekke vejrudsigten inden du tager afsted, så du ved, om du skal pakke regntøj eller badetøj. Her kan det også hjælpe at skabe et overblik over feriens aktiviteter. Det kan for eksempel være, at I skal på sightseeing, ud at snorkle eller besøge religiøse områder, hvor det er nødvendigt med særlig påklædning. Hvis du sætter dig ind i jeres ferieplaner, behøver du ikke at være forberedt på hele rejsekataloget, og du kan derfor nøjes med at pakke mindre.

Pakket kufftert

Læg en plan, inden du pakker din kuffert

3. Pak strategisk

Undgå at pakke direkte ned i kufferten. Læg i stedet alle dine ting på en stor overflade som et bord eller en seng. På den måde bevarer du overblikket, så du ikke ender med 12 par sokker og ingen underbukser.

Der er lige så mange forskellige måder at pakke en kuffert på, som der er mennesker. Typisk er der dog to metoder, der går igen: At pakke i ruller og pakke i lag.

Pakkeguide af kuffert

Nogle foretrækker at rulle deres tøj – eller at kombinere de to metoder

Metode 1: Pak i ruller

Nogle foretrækker at pakke deres tøj i ruller. Det gør du således: Fold ærmer og løse dele ind på selve tøjet før du ruller det sammen og kommer det ned i kufferten. På denne måde minimerer du spildplads, undgår rynker og ødelægger ikke pasformen. Når alt tøjet er foldet, kan du stoppe hullerne mellem rullerne med ting som sokker, undertøj, bælter og småting.

Dette er blandt andet en af metoderne, som Marie Kondo benytter, når hun pakker sin kuffert. Hvis du ønsker at tage din kuffertpakning til et helt nyt niveau, kan du følge KonMaris pakkeguide, som du finder her.

Pakkeguide af kuffert - læg i lag

Pak din kuffert i lag og gør indholdet mere overskueligt

Metode 2: Pak i lag

De fleste fra vores kontor foretrækker dog at pakke deres kuffert i lag. Her opdeles kufferten i to forskellige lag. I det nederste lag lægges tunge ting, elektronik og sko. Pak skoene hæl til tå og put rullede sokker i dem, så de ikke mister formen på rejsen. Husk lige en pose rundt om, så de ikke gør resten af tøjet beskidt.

I det andet lag, folder du tøjet i bunker og ligger derned. Put overskydende strømper, undertøj og tørklæder ned, hvor der har dannet sig huller, så du får et jævnt lag.

Top kufferten med toiletsager, bøger, og de ting, som du hurtigst får brug for på rejsen. Hvis du har ting, som krøller nemt, f.eks. skjorter eller bluser, kan du lægge dem allerøverst, så de får plads til at brede sig over tøjbunkerne. Rul ikke dine bælter rundt om sig selv men læg dem langs kanten, så de ikke krøller uhensigtsmæssigt.

 

 

Og vigtigst af alt: Husk altid at efterlade lidt plads i kufferten til souvenirs og gode ferieminder.

Rigtig god tur!

vi har det hele

Leder du efter noget specielt?

Vi laver alle slags rejser til hele Europa og resten af verden. På kortet finder du vores faste destinationer og ready-to-go rejser. Har du andre ønsker eller forespørgsel til skræddersyede rejser står vi klar til at hjælpe dig. Tryk på kortet for at vælge din destination