Historien om Berlin starter i 1244, hvor ”Berlin” for første gang optræder i historiebøgerne. Berlin har historisk set været en af de absolut vigtigste byer i Tyskland. Byen har både tjent som hovedstad for Kongeriget Preussen, Kejserriget Tyskland, det tyske kongerige, Weimarepublikken, Nazi-Tyskland samt DDRs Østberlin.
Det er især nazisternes overtagelse af byen, der har skrevet sig ind i historiebøgerne. Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 blev fejret med soldatermarch og fakkeloptog netop gennem Berlins gader. Blandt de fem førerbyer, erklærede Hitler Berlin som sin rigshovedstad. Byen fik derfor både en vigtig strategisk plads og kom hurtigt på sigtekornet hos nazisternes modstandere. Det skønnes at den tyske hovedstad blev udsat for mere end 350 luftangreb før byen måtte kapitulere i 1945.
Berlin faldt i de allieredes hænder, og det blev besluttet at opdele byen i øst og vest. I 1961 påbegyndte østtyske arbejdere en mur, der med betonklodser og pigtråd skulle afspærre Øst- fra Vestberlin. Hver dag vogtedes den 45 kilometer lange Berlinmur af flere tusinde bevæbnede elitesoldater, der fra 1971 alle havde ordre om at skyde og dræbe alle, der forsøgte at krydse muren. Over 250 ofre måtte lade livet inden Berlinmuren endeligt blev revet ned i 1989 — og det er kun et skøn.
Selvom det er over tre årtier siden at muren faldt, har den stadig sat sit præg i Berlins bybillede. Ved Bernauer Strasse kan man stadig finde 1,4 velbevarede kilometer af Berlinmuren. Resterne af den grå betonmur er blevet forvandlet til et farverigt friluftsgalleri, hvor 118 grafittikunstnere fra 21 lande fik lov til at illustrere deres håb, drømme og tanker den netop frigjorte by i årene der fulgte murens nedrivning. De 106 motiver, der er malet på den østlige side af muren, relaterer til de politiske forandringer i årene 1989 og 1990 — måske du kan genkende dette motiv, nemlig ”Bruderkuss” af Dmitri Vrubel, der afbilleder Leonid Bresjnev og Erich Honecker i en broderlig omfavnelse.
Checkpoint Charlie var den absolut mest kendte af grænseovergangene mellem Øst- og Vestberlin. Det skyldes både overgangens tydelige placering i bybilledet men også det velklingende navn, der senere har været omdrejningspunktet i op til flere spionbøger og -film.
Alle øjne var i 1961 rettet mod Checkpoint Charlie, da amerikanske og sovjetiske tanks stiltiende holdt hinanden på kornet. I næsten 24 timer stod kampvognene låst direkte overfor hinanden med få hundrede meters afstand. Hele verden fulgte intenst med. Hele verden holdt vejret i frygt for en tredje og lige så grusom verdenskrig. I dag ved man, at begge parter havde ordre til at skyde i tilfælde af angreb fra modparten. Dagen efter fik de to lande redt trådene ud, og tanksne kunne trække sig tilbage.
Checkpoint Charlie blev nedlagt i 1990, og en kopi af grænseovergangen blev opstillet i år 2020. Senere er Checkpoint Charlie Museum kommet til, der gemmer på en ganske omfattende samling af fortællinger om muren og ikke mindst de mange iderige forsøg på at krydse den.
Kimen til en ny rigsdagsbygning blev allerede lagt i 1871, da rigsdagen manglede et nyt mødested. Efter to arkitektkonkurrencer og problemer med at finde en egnet grund, blev det i 1882 endeligt besluttet at arkitekten Paul Wallots tegninger skulle lægge bund for bygningen. Grundstenen blev lagt af kejser Wilhelm i 1884, og i 1894 kunne bygningen for første gang tages i brug.
Rigsdagsbygningen led dog svære skader under 2. verdenskrig, og årene der fulgte. Allerede ved Hitlers magtovertagelse i 1933, stod Rigsdagsbygningen i lys lue og senere blev bygningen også et populært mål for flere attentater.
Efter krigen blev det i 1956 endeligt besluttet, at bygningen skulle restaureres. D. 3. oktober 1990 dannede Rigsdagsbygningen rammerne for den officielle genforeningsceremoni efter murens fald. Dagen efter mødtes det tyske parlament, Forbundsdagen, symbolsk i Rigsdagen, og allerede året efter blev det besluttet at flytte Forbundsdagen tilbage til lokalerne efter flere år i Bonn.
Rigsdagen står nu fuldt genopbygget i al sin pragt. Det er en af Berlins absolutte mest besøgte turistattraktioner og når man toppen, er det ikke svært at forstå hvorfor. Den historiske bygning giver nemlig et imponerende udsyn over hele Berlin.
Brandenburger Tor er den største og sidst bevarede byport ud af de 18 byporte, der fra det 18. århundrede blev opført som toldmure rundt om Berlin. Brandenburger Tor er opført i nyklassicistisk stil efter tegninger Carl Gotthard Langhans, og den imponerende port måler hele 26 meter i højden.
Byporten skulle oprindeligt været døbt ”Frihedsporten”, da firspandet øverst på porten, udført af Johann Gottfried Schadow, skulle være et billede på fredens triumf. Men allerede 12 år efter portens opførelse var freden slut. Da Napoleon i 1806 indtog Berlin, tog han statuen med sig som krigsbytte. Den vendte tilbage efter Napoleons nederlag i 1814 og genfandt atter sin plads på toppen af porten. Karl Friedrich Schinkel tilføjede dog nu et jernkors i laurbærkransen og efter denne tid omtales skulpturen som en afbildning sejrsgudinden Viktoria.
Pladsen kom endnu en gang på verdenskortet, da USA’s præsident Ronald Reagan holdt tale foran porten, hvor han udfordrede den sovjetiske Mikhail Gorbatjov med de berømte ord: “Mr. Gorbatjov —Â tear down this wall!”. I 1989 fik Reagan sit ønske opfyldt, og Berlinmuren blev brudt ned. Pladsen under Brandenburger Tor blev samlingspunkt for masseeufori og er siden blevet omdøbt til Strasse des 17. juni.
Tv-tårnet på Alexanderplatz er et af de seværdigheder, som man kan bruge som pejlemærke uanset hvor man befinder sig i byen. Det 368 meter høje fjernsynstårn er ikke mindre end Europas fjerdehøjeste konstruktion og man får en vidunderlig udsigt over Berlin, hvis man bevæger sig op i tårnets kuppel, hvor der også er indrettet bar og restaurant.
Tv-tårnet ligger ved Alexanderplatz, der er en central plads og trafikknudepunkt i den tyske hovedstad. Paradepladsen, der oprindeligt lå foran den gamle kongeport, stammer tilbage fra det 17. århundrede, men fik først 2. november 1805 sit nuværende navn efter Alexander 1., der havde besøgt den dengang preussiske hovedstad 25. oktober samme år. Pladsen er et af Berlins store samlingspunkter. Her mødes unge for at holde i hånd, høre musik eller køre på skateboard. Her nydes en kold fadøl en sen eftermiddag.
Der er over 170 museer i Berlin, så du når nok ikke dem alle på en forlænget weekend. Vi anbefaler et besøg på Berlins Museumsø, ”Museumsinsel”, der ligger på Spree-øen. Museumsøen blev skabt efter kongelig ordre i 1841. Ifølge denne forordning skulle den nordlige del af Spree-øen omdannes til et område viet til kunsten og oldtidskundskaben. Kort efter blev Altes Museum og Neues Museum grundlagt, og i 1876 kom også Alte Nationalgalerie til.
Frem til 2. Verdenskrig var stort set alle Berlins museer og kunstsamlinger koncentreret om netop denne ø, der udgjorde et kunstnerisk centrum. I løbet af den kolde krig mistede øen dog sin status og store dele af kunstsamlingerne blev fordelt ud til byens andre museer. DDR genopbyggede de beskadigede museumsbygninger efter krigen og benyttede dem som museumscentrum for den kommunistiske stat.
I dag danner museumsøen igen rammer for alverdens kunst. Du finder i dag i alt fem museer: Pergamonmuseum, Neues Museum, Altes Museum, Bode Museum og Alte Nationalgalerie. Museerne har internationalt perspektiv og standard. Nogle af hovedattraktionerne er Ishtar-porten fra Babylon, mesterværker fra antikkens storbyer, byzantinsk kunst, Nefertitis buste og den antikke samling med skattekammeret. Museumsøen er blevet optaget på UNESCOS verdenskulturarvliste i 1999.Â
Berlin Zoo er Tysklands ældste og mest artsrige zoologiske have. Den zoologiske have blev oprindelig anlagt i 1844, som den blot niende zoologiske have i hele Europa. Det var kongen af Preussen, Frederik Wilhelm d. 3, der lod sig overtale af flere biologer til at afsætte et hjørne af Tiergarten til formålet. Siden grundlæggelsen er den omkringliggende by dog vokset så meget, at Berlin Zoo nu ligger midt i byen.
Berlin Zoo tog voldsomme skader under 2. verdenskrigs bombardementer. Kun 91 ud af 3.715 dyr overlevede. Haven blev dog genopbygget, og flere dyr kom til. I dag er Berlin Zoo både blandt Europas største og mest artsrige. Her kan du opleve et væld af tropiske og sjældne dyr, som du ikke har mulighed for at se i Danmark. Et af parkens helt store trækplastre er det store 3-etagers akvarium med spændende fisk, hajer og krokodiller.
Berlin Zoo har nydt godt af flere firbenede kendisser gennem tiden. Hovedattraktionen var i en periode isbjørneungen Knut, der blev verdensberømt, da hans tvilling døde ved fødslen, og moderen afviste at amme ham. Knut blev herefter opfostret af en af havens dyrepassere. Ud over at være alene og forladt, var Knut ualmindeligt sød at se på. Knut opnåede kultstatus i store dele af den vestlige verden og var med til at medbringe flere millioner euro til haven i form af billetindtægter, donationer og Knut-merchandise.
Hvis du ønsker at bestille en billet til Berlin Zoo, kan du gøre det på deres hjemmeside, som du finder ved at klikke på dette link.
Der er mange muligheder for at svinge dankortet i den tyske hovedstad. Her finder du alt fra enorme shoppingcentre til små avant garde butikker. Shoppingoplevelsen er centreret omkring gaden Kurfürstendamm, der ofte bare forkortes ”Ku’Damm”. Ku’Damm er Berlins længste handelsgade og et must see for alle modeglade mennesker. Gaden snor sig hele 3,5 kilometer igennem Berlin centrum, og her finder du et hav af internationale og lokale mærker, lige fra H&M til Herms. Hvis du udelukkende ønsker at shoppe de mere eksklusive mærker, er der også mulighed for at vende snuden mod Friedrichstrasse, en af Berlins mere raffinerede shoppinggader. Det er også her, at du finder franskinspirerede stormagasin Galeries Lafayette, der har mange charmerende butikker og cafeer.
Hvis vejret er imod jer, kan I altid søge ly i et af Berlins mange shoppingcentre. Der er mange spændende muligheder her, blandt andet Mall of Berlin, ALEXA shoppingcenter samt Kaufhaus des Westens, også kaldet KaDeWe.
Har du spørgsmål eller vil du gerne booke en rejse? Send din forespørgsel via formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt.