fbpx

Tag på en uforglemmelig rejse til Krakow, hvor den gamle, kongelige hovedstad smelter historien, legender og den moderne udvikling sammen. Det historiske centrum er optaget på UNESCOs liste over verdensarv og er bestemt et besøg værd.

Hvis Warszawa er hjernen i Polen, så er Krakow hjertet! Byen er berømt for sine uvurderlige kulturseværdigheder, og med en beliggenhed ved Wisla-floden er det ubestridt en af de smukkeste og mest stemningsfyldte byer i det gamle kulturland.

Byen er bygget af mange generationer af arkitekter og kunstnere i middelalderen, renæssancen, barokken og jugendstil-perioden. Tidligere var Krakow Polens hovedstad og er den dag i dag en helt igennem velbevaret middelalderby, som undgik at lide samme skæbne som Warszawa under Anden Verdenskrig. Derfor fremstår Krakow som et historisk monument i sig selv.

En ferie til Krakow er perfekt til en forlænget weekend. Hvis man har tid, er der masser at kigge på – også i omegnen. Alt dette gør at byen i dag forundrer og tiltrækker millioner af turister med sine historiske seværdigheder, kunstværker, kulturarrangementer og den magiske stemning på cafeer, jazz-klubber og hyggelige barer.

Med en rejse til Krakow kan man få det hele! Et blomstrende kulturliv, hvor hele byen er en seværdighed i sig selv. Der er livligt cafe- og restaurantliv, spændende historier, smukke og historiske bygninger, gode shoppingmuligheder og venlige, imødekommende beboere. Kort sagt — med en rejse til Krakow kan man opfylde ethvert behov!

Seværdigheder i Krakow

Der er mangt og meget at opleve på en ferie til Krakow. Byen er perfekt til en slentretur uden egentlige formål, men der er også ualmindeligt mange seværdigheder at udforske. Vi har samlet et lille udvalg, som du i hvert fald ikke må gå glip af på din rejse til Krakow.

Krakows historiske centrum – en UNESCO-perle

Krakows historiske centrum blev optaget som UNESCOs Verdenskulturarv i 1978. Byens historiske centrum består af Den gamle bydel, det gamle jødiske kvarter Kazimierz samt området omkring Wawelhøjen. Krakows historiske centrum er et fantastisk område at gå på opdagelse i, hvor du vil møde mange spændende gader, imponerende arkitektur og flotte monumenter.

I hjertet af Den Gamle By kan du blandt andet opleve Rynek Główny, byens store torveplads. Rynekwny indtager førstepladsen som Europas suverænt største middelaldermarkedsplads. Her finder du blandt andet byens gamle rådhus, bymuseet og Sukiennica, Krakows store handelsmarked. Den smukke renæssancebygning fra 1500-tallet har været centrum for byens handel i århundreder, hvor de lokale i gamle dage kunne handle eksotiske varer som krydderier, silke og læder. Nu er det i stedet Krakows bedste sted at købe souvenirs!

Mariakirken

Det er blandt andet her på pladsen, at du finder et af Krakows største attraktioner, den smukke gotiske‚ Mariacki – eller bare “Mariakirken”. Du kan kende kirken på de to asymmetriske tårne, klokketårnet og signaltårnet. Hver time lyder der en farlig larm fra signaltårnet, når lyden af en trompet gjalder. Lyden stopper abrupt efter fire trut. Den lidt usædvanlige salut er til ære for en af byens sønner, en trompetist, der i det 13. århundrede blev skudt i halsen, da et angreb nærmede sig byen og han blæste alarm. Det er i dag muligt at besøge trompetistens signaltårn, hvor du får en dejlig udsigt over Krakow by.

Mariakirken stod færdig i 1347 og er blandt andet kendt for sit himmelblå loft og den gotiske altertavle, der er verdens største. I kirken finder du blandt andet et udvalg af kunstskatte og mange flotte detaljer. Besøg gerne kirken til en gudstjeneste for den fulde oplevelse.

Kazimierz – Det jødiske kvarter

Besøg også gerne det jødiske kvarter Kazimierz. Her kan du gå på opdagelse mellem et væld af synagoger, restauranter og caféer. Her er meget at komme efter for den historieinteresserede, da bydelen blandt andet har et bredt udvalg af guidede rundture.

Der er også flere kulinariske oplevelser i Krakows jødiske kvarter. Slut dagen af på en af bydelens mange restauranter, der byder på et bredt udvalg af kosherretter og levende musik.

Museet “Schindlers Fabrik” ligger ikke langt herfra. Schindlers Fabrik blev verdensberømt i Spielbergs blockbuster “Schindlers Liste”. I dag rummer bygningen byens historiske museum, der bestemt er et besøg værd.

Wawelhøjen – dragens bolig

Nær den gamle by finder du Wawelhøjen og hele kimen til Krakows historie. Ifølge legenden boede der i Wawelhøjen en frygtelig drage. Den modige prins Krakus dræbte dragen og grundlagde Krakow på dragens gamle residens. Der er ikke mange drager tilbage i Wawelhøjen, men du kan besøge statuen af den ildspyende drage på promenaden under højen og møde dragemotivet mange steder i byen.

Her på Wawelhøjen finder du to af Polens vigtigste nationalskatte – Wawelslottet og Wawelkatedralen. Wawelslottet er den tidligere kongelige residens for de polske adelige. I dag indeholder den imponerende bygning et stort kunstmuseum, hvor du kan opleve Polens historie gennem malerier, skulpturer, keramik og våben.

Wawel-katedralen har været både kroningsted og begravelsesplads for de polske konger samt op til flere nationale helte. Den smukke katedral er fyldt med flotte udsmykninger, statuer og den karakteristiske gyldne kuppel. Der er mulighed for at besøge katedralens tårn, hvor du kan se den enorme Sigismund-klokke, der vejer mere end 8 tons.

Oplevelser i nærheden af byen

Hvis man har mulighed for at komme uden for byens rammer på sin ferie til Krakow, er der også flere seværdigheder der kan gøre ferien oplevelsesrig. Vi har samlet et overblik over spændende seværdigheder i nærheden af Krakow.

Saltminen Wieliczka

Saltminen Wieliczska er endnu en perle på UNESCOs Verdensarvliste. Wieliczka er en af verdens ældste miner, og her er der altså blevet udvundet salt gennem mere end 750 år. Salt var engang en kostbar handelsvare, og minen har derfor gennem flere år givet rigdom og velstand til byen. Det er dog ikke smagen af salt, der lokker turister til minen den dag i dag. I stedet er det minens mange udsmykninger, der lokker besøgende til. Minearbejderne har gennem århundreder hugget utrolige skulpturer under jorden. Her finder du blandt andet et enormt kapel, som er gjort i det pureste salt.

Vi anbefaler en guidet rundtur til at føre dig igennem minens mange gange.

Benediktinerklostret i Tyniec

Benediktinerklostret i Tyniec er også lidt af en oplevelse. Klostret ligger i det smukke landskab i Bielany-Tyniec parken. Gå på opdagelse i klostrets århundredlange historie, besøg museet og gå en tur i de dejlige klosterhaver. Klostret er stadig et arbejdende kloster, hvor du kan smage på og købe munkenes produkter, som indebærer marmelade, honning, øl, brød og pølser.

KZ-lejren Auschwitz

Det lægger måske en dæmper på feriestemningen, men hvis man er historisk interesseret, er et besøg i Auschwitz oplagt. Auschwitz var den mest grusomme og berygtede af nazisternes udryddelseslejre under 2. Verdenskrig, og det var i denne KZ-lejr hvor flest mennesker mistede livet.

Lejren er velbevaret og ser stort set ud som da nazisterne forlod den i 1945. I Auschwitz står den berømte port med teksten ”Arbeit Macht Frei”, der leder ind til de lejren, der i dag anvendes som museum.

Mangler du mere inspiration til din ferie i Krakow?

Lonely Planet har lavet en fin guide til en weekend i Krakow. Den kan du læse lige her.

Spinner Indlæser...

Regioner i Krakow

Billeder

Send forespørgsel på rejse

Har du spørgsmål eller vil du gerne booke en rejse? Send din forespørgsel via formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt.

  • DD slash MM slash YYYY
  • DD slash MM slash YYYY