Firenze i Toscana var engang en af verdens stormagter med den kendte Medici-familie som front for handelsimperiet. En rejse til Firenze i Italien giver et unikt perspektiv i en by, som var et økonomisk centrum som hele Europa så op til. I første halvdel af 1300-tallet var Firenze en de største byer i Europa. Kunst og kultur blomstrede under den finansielle fremgang og Firenze blev arnestedet for Italiens store renæssance.

Firenze blev grundlagt som romersk koloni allerede i år 59 f.v.t. Omkring 1100-tallet begyndte byen at få kommunalt selvstyre. I middelalderen voksede Firenze sig til et vigtigt handels- og finanscenter.

Byen tjente blandt andet sine penge på at købe uld og fremstille tekstil. Firenze satte sig hurtigt i spidsen af tekstilmarkedet, og byens varer var i høj kurs. De byttede de færdige stoffer for eksotiske varer såsom guld og krydderier, og byen voksede til et europæisk handelsimperium.

Medicierne

I slutningen af 1300-tallet kontrollerede familien Albizzi Firenze. Deres udfordrer var den mægtige bankierfamilie, Medicierne. Medici-familien sad bogstavelig talt på alle Firenzes penge. De kontrollerede Medici-banken, der dengang var Europas største bank. De supplerede indkomsten ved at engagere sig i byens handelsliv.

Slægtens overhoved, Cosimo de Medici, var blandt byens mere populære borgere på grund af grundigt lobbyarbejde, og det lykkedes familien igen at overtage magten. Medici-imperiet svandt dog efter Cosimos død, og slægten mistede gradvis grebet om byens herredømme.

Renæssancens arne

Det var ikke kun guld, Firenze var rig på. Kulturlivet blomstrede også i disse år. Det resulterede i en genforelskelse i antikkens idealer. Det kom til udtryk i en stor og alsidig kunst, som verden sjældent har set før eller siden. Firenze er hjemsted for betydningsfulde kunstnere. Kunstnere såsom Boccaccio, Dante, Giotto, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Botticelli og Brunelleschi betrådte i middelalderen og renæssancen Firenzes gader.

Renæssancens ideal blev adopteret af de herskende klasser og aristokratiet. Renæssancens idealer spredte sig først fra Firenze til nærliggende bystater i Toscana som Siena og Lucca. Toscansk kultur blev snart model for hele Norditalien, og den toscanske variant af italiensk blev dominerende i hele området, specielt i litteraturen.

En blomstrende handel med renæssancekunst udviklede sig, og mens de ledende kunstnere i den tidligste renæssance kom fra de lavere klasser eller fra middelklassen, kom de i stigende grad fra aristokratiet selv eller blev selv en del af aristokratiet.

Firenze som hovedstad

Da Italien i 1865 blev forenet, blev Firenze udpeget til hovedstad. Det blev herefter besluttet, at byens historiske centrum skulle forvandles til en administrativ og kommerciel bykerne. Adskillige bygninger, paladser og kvarterer måtte lade livet i processen, og byens 8,5 kilometer lange fæstningsmur fra 1300-tallet blev revet ned.

Byens hovedtorv Piazza della Repubblica, blev bygget efter romersk inspiration. Resten af byplanlægningen røg dog i vasken. Der blev lagt andre planer for bykernen under det fascistiske styre i 1900-tallet, og 2. verdenskrigs bomber jævnede flere områder med jorden.

Statue udenfor Palazzo Vecchio

Seværdigheder i Firenze

Bymidten – Piazza della Signoria

Piazza della Signoria er byens rådhusplads. Her finder du Palazzo Vecchio, et knejsende rådshus samt et pragtfuldt, asymmetrisk klokketårn. Palazzo Vecchio blev opført i 1298-1314 som hovedsæde for Signoriaen, der er Firenzes byråd. Netop også derfor kaldes pladsen også Palazzo della Signoria.

Bygningen ligner næsten en lille fæstning med små, højtsiddende vinduer samt en murkrans, der i gamle dage gjorde det muligt at skyde pile eller hælde kogende tjære ned over indvaderende fjender.

Firenzes rådhusplads har været skueplads for mange blodige begivenheder. En sten foran pladsens Neptunfontæne fortæller historien om Savonarola, der blev brændt i 1498. Munken var højlydt imod Medicierne, fik dem fordrevet og herskede derfor i fem år som diktator i byen. Efter sin herskerperiode blev han tilfangetaget, og under torturen tilstod han at hele projektet kun havde været et forsøg på at gå efter magten.

Indvendig er paladset stoppet med pragtværker af Verrocchio og Michelangelo — og ikke mindst Vasaris enorme vægmalerier i Sala dei Cinquecento, de 500’s sal, med motiver fra krigene mellem Firenze, Siena og Pisa. Her i salen mødtes Signoriaen, og herinde samledes det italienske parlament i de fem år, Firenze var Italiens hovedstad.

På rådhusets brede indgangstrappe flokkes turisterne om Donatellos Judith og Holofernes og en kopi af Michelangelos David. For at skåne originalen for vejret, er David i dag anbragt i Accademia di Belle Arti.

Uffizi-galleriet

Uffizi-galleriet er så absolut en af Firenzes største attraktioner. Der findes ikke et bedre sted i verden end Uffizi-galleriet i Firenze, hvis du vil forstå, hvad der skete med billedkunsten under renæssancen. Det var Medici-familiens stor kunstsamling. Nogle få af dem er udstillet på øverste etage af storhertug Cosimo den Førstes administrationskontorer. Herfra kommer galleriets navn også, da Uffizi betyder kontor.

Malerierne er hængt op kronologisk. På den måde kan du se den totale forvandling, der skete fra middelalderens dydige religiøse motiver til renæssancens nøgne Venus i muslingeskallen.

Ponte Vecchio

Besøger du Firenze, bliver du nødt til at besøge Ponte Vecchio, der går over floden Arno. Den middelalderlige stenbro ligger billedskønt placeret tæt ved mange af Firenzes seværdigheder.

Ponte Vecchio er italiensk for “gammel bro”, og den historiske stenbro menes da også at have rødder helt tilbage til romertiden. Broen som den står i dag, blev dog bygget i 1345. Oprindeligt var broen hjemsted for byens slagtere, der meget bekvemt kunne hælde indvolde og andet affald ned i Arno-floden. Til florentinernes fryd flød affaldet videre til de forhadte fjender i Pisa.

Den 800 meter lange Vasari-korridor blev bygget hen over broen, for at byens storhertug kunne gå tørskoet og uforstyrret fra sin bolig i Pitti-paladset til arbejdspladsen i Uffizi. Stanken generede hertugen, så slagterne blev smidt på porten frem for guldsmedene.

Siden blev den flere gange ødelagt af oversvømmelser og opbygget på ny. Under 2. verdenskrig kunne også denne bro være blevet ødelagt, men som den eneste af Firenzes broer klarede Ponte Vecchio sig helskindet gennem krigen — efter sigende på direkte ordre af Hitler selv, der som bekendt var en stor kunstelsker.

Ponte Vecchio

Boboli-haven og Palazzo Pitti

Firenzes åndehul. Friseret natur med cypresalléer, fontæner, orangeri, grotter, rosenhave og mange overraskende skulpturer. Hele herligheden gemmer sig bag det store Palazzo Pitti, hvor det fremragende Palatina galleri giver et indtryk af hertugernes overdådige gemakker.

Her hænger der malerier af kunstnere som Rafael, Tizian, Van Dyck og Rubens. I modsætning til Uffizi galleriet kronologiske malerier, kan du her se kunstværkerne i tykke guldrammer, der er ophængt efter herskabets præferencer.

Michelangelo-pladsen

Michelangelo-pladsen tilbyder en af de bedste udsigter over Firenze. Herfra har du især ved solopgang og solnedgang få et eventyrligt kig ud over Firenzes kupler, tårne og bakker, der gennemskæres af Arno-floden. Fra Den gamle Bro er det værd at gå ad den stejle gade Via Costa San Giorgio til det gamle Belvedere-fort. Fra fortet kan du følge resterne af den gamle bymur til byporten San Miniato.

Piazza del Duomo

Piazza del Duomo, domkirkepladsen, består af domkirken, dåbskapellet og kampanilen, Firenzes 84 meter høje domkirketårn, som Giotto tegnede i 1334. Med sit hvide, grønne og lyserøde marmor, små statuer, og vinduerne, som bliver større opefter og giver det robuste tårn elegance, er det den dejligste kampanile i hele Italien.

Selve domkirken, den 91 meter høje Santa Maria del Fiore, hvis navn hentyder til den røde lilje i Firenzes våbenskjold. Santa Maria del Fiore er opført i årene mellem 1296 og 1436. Facaden blev først blev tilføjet i 1887. Dem mest berømte del er dog domkirkens kuppel, som er tegnet af Brunelleschi og senere er blevet efterlignet blandt andet af Peterskirken i Rom. 

Den ældste og mindste bygning er dåbskapellet fra 600-tallet, San Giovanni. Dåbskappellet fungerede som Firenzes hovedkirke indtil domkirken blev bygget. Den er bestemt et besøg værd.

Duomo i Firenze

Mercato Nuovo og vildsvinet

Mercato Nuovo, det “nye” marked fra 1547, fyldt med boder med tørklæder, handsker, souvenirs og solbriller. Her står også det lille bronzevildsvin fra 1600-tallet, Il Porcellino, Firenzes lykkedyr, der inspirerede H. C. Andersen til sin fortælling Metalsvinet. Hvis man berører vildsvinet, vil man en dag vende tilbage til Firenze — og det bærer det stakkels dyrs tryne præg af. 

Bargello

På den trekantede Piazza di San Firenze knejser det gamle domhus Bargello. Bargello betyder bøddel, og intet steds i Firenze er så blodige scener udspillet. I den mørke hal lå torturkammeret, hvor forbrydere i månedsvis blev radbrækket og pint med gloende tænger. I venstre fløj lå de uhumske fængselsceller, og i gården stod skafottet, hvor tusinder er blevet hængt eller halshugget.

I dag huser Bargello den bedste billedhuggerkunst, Firenze kan opbyde, med værker af Michelangelo, Giambologna, Ghiberti, Verrocchio og fremfor alt den myreflittige Donatellos gådefulde David, der var den første nøgenstatue siden oldtiden.

San Lorenzo — Mediciernes hvilested

Hvis man fra domkirkepladsen går mod nord ad Borgo San Lorenzo, når man hurtigt til endnu en berømt kirke, San Lorenzo, hvor Medicislægten er begravet: stamfaderen, den flittige og dygtige vekselerer Giovanni de Bicci, som skabte grundlaget for slægtens rigdom, og hans dygtige søn og sønnesønner Cosimo il Vecchio, Lorenzo il Magnifico og Giuliano, som blev myrdet i domkirken — foruden den store danske naturforsker Nils Steensen.

San Lorenzos interiør er dem værdigt — udført af Michelangelo, Brunelleschi og Donatello. Få meter fra San Lorenze, i Via Camillo Cavour 3, knejser Mediciernes pragtpalads, Palazzo Medici-Riccardi.