Seværdigheder i Firenze - vores top 10
Da Italien i 1865 blev forenet, blev Firenze udpeget til hovedstad. Det blev herefter besluttet, at byens historiske centrum skulle forvandles til en administrativ og kommerciel bykerne. Adskillige bygninger, paladser og kvarterer måtte lade livet i processen, og byens 8,5 kilometer lange fæstningsmur fra 1300-tallet blev revet ned. Byen fik dog kun lov til at være hovedstad i 6 år til 1871.
Byens hovedtorv Piazza della Repubblica blev bygget efter romersk inspiration. Resten af byplanlægningen røg dog i vasken. Der blev lagt andre planer for bykernen under det fascistiske styre i 1900-tallet, og 2. verdenskrigs bomber jævnede flere områder med jorden.
Der er så meget at opleve i Firenze, som med sin lange og kunstneriske historie bugner med seværdigheder, der er fantastiske at opleve både ude- og indefra. Her er vores must-see seværdigheder på en rejse til Firenze.
Piazza della Signoria – den historiske bymidte
Piazza della Signoria er byens rådhusplads med det smukke Palazzo Vecchio, byens rådhus med et gigantisk klokketårn foroven. Palazzo Vecchio blev opført i 1298-1314 som hovedsæde for Signoriaen, der var Firenzes byråd. Netop derfor kaldes pladsen også Palazzo della Signoria. Bygningen ligner næsten en lille fæstning med små, højtsiddende vinduer samt en murkrans, der i gamle dage gjorde det muligt at skyde pile eller hælde kogende tjære ned over invaderende fjender.
Firenzes rådhusplads har været skueplads for mange blodige begivenheder. En sten foran pladsens Neptunfontæne fortæller historien om munken Savonarola, der blev brændt i 1498. Munken var højlydt imod Medicierne, fik dem fordrevet og herskede derfor i fem år som diktator i byen. Efter sin herskerperiode blev han anholdt, og under tortur tilstod han, at hele projektet kun havde været et forsøg på at få magten.
Indvendigt er det gamle rådhus fyldt med storslåede kunstværker af Michelangelo og Verrocchio samt Vasaris enorme vægmalerier i Sala dei Cinquecento med motiver fra krigene mellem Firenze, Siena og Pisa. Her i salen mødtes byrådet Signoriaen, og herinde samledes det italienske parlament i de fem år, Firenze var Italiens hovedstad.
På rådhusets brede indgangstrappe flokkes turisterne om Donatellos ’Judith’ og ’Holofernes’ og en kopi af Michelangelos ’David’. For at skåne originalen for vejret er David i dag anbragt på Firenzes universitets kunstafdeling Accademia di Belle Arti.
Uffizi-galleriet – den fineste kunstsamling
Uffizi-galleriet er absolut en af Firenzes største attraktioner. Der findes ikke et bedre sted i verden end Uffizi-galleriet i Firenze, hvis du vil forstå, hvad der skete med billedkunsten under renæssancen. Nogle få af dem er udstillet på øverste etage af storhertug Cosimo den Førstes administrationskontorer. Herfra kommer galleriets navn også, da Uffizi betyder kontor.
Malerierne er hængt op kronologisk. På den måde kan du se den totale forvandling, der skete fra middelalderens dydige religiøse motiver til renæssancens nøgne Venus i muslingeskallen.
Ponte Vecchio – den gamle bro
Besøger du Firenze, bliver du nødt til at besøge Ponte Vecchio, der går over floden Arno. Den middelalderlige stenbro ligger billedskønt placeret og er en af byens største seværdigheder i sig selv.
Ponte Vecchio er italiensk for “gammel bro”, og den historiske stenbro menes da også at have rødder helt tilbage til romertiden. Broen, som den står i dag, blev dog bygget i 1345. Oprindeligt var broen hjemsted for byens slagtere, der meget bekvemt kunne hælde indvolde og andet affald ned i Arno-floden. Det gav en gevaldig stank, og kunne heldigvis flyde videre til de forhadte fjender i Pisa. Stanken generede dog også Medici-hertugen, så slagterne blev smidt på porten til fordel for guldsmedene. Guldsmedene har stadig værksteder hængende ud over floden.
Den 800 meter lange Vasari-korridor blev bygget hen over broen, for at byens storhertug kunne gå tørskoet og uforstyrret fra sin bolig i Pitti-paladset til arbejdspladsen i Uffizi. Siden blev den flere gange ødelagt af oversvømmelser og opbygget på ny. Under 2. verdenskrig kunne denne bro også være blevet ødelagt, men som den eneste af Firenzes broer klarede Ponte Vecchio sig helskindet gennem krigen – efter sigende på direkte ordre af Hitler selv, der som bekendt var en stor kunstelsker.
Boboli-haven og Palazzo Pitti – Firenzes grønne åndehul
Den fineste have med cypresalléer, fontæner, orangeri, grotter, rosenhave og mange overraskende skulpturer. Hele herligheden gemmer sig bag det store Palazzo Pitti, hvor det fremragende Palatina-galleri giver en indsigt i hertugernes overdådige gemakker.
Her hænger Mediciernes kunstsamling med malerier af kunstnere som Rafael, Tizian, Van Dyck og Rubens. I modsætning til Uffizi galleriets kronologiske malerier, kan du her se kunstværkerne i tykke guldrammer, der er ophængt efter herskabets præferencer.
Michelangelo-pladsen – et fantastisk kig ud over byen
Michelangelo-pladsen tilbyder en af de bedste udsigter over Firenze. Herfra kan du især ved solopgang og solnedgang få et eventyrligt kig ud over Firenzes kupler, tårne og bakker, der gennemskæres af Arno-floden, som giver genskin fra solen. Fra Ponte Vecchio, Den gamle Bro, er det værd at gå ad den stejle gade Via Costa San Giorgio til det gamle Belvedere-fort. Fra fortet kan du følge resterne af den gamle bymur til byporten San Miniato.
Piazza del Duomo – domkirkepladsen
Piazza del Duomo består af domkirken, dåbskapellet og klokketårnet (kaldet kampanilen). Den store kunstner Giotto tegnede det majestætiske 84 meter høje domkirketårn i 1334, og derfor kaldes den også Campanile di Giotto (’Giottos klokketårn). Hvis man trodser de 414 trappetrin, venter der på toppen en fantastisk panorama-udsigt over Firenze.
Selve domkirken Santa Maria del Fiore er med sine 91 meters højde en af de største kirker i verden, og navnet Fiore (’blomst’) hentyder til den røde lilje i Firenzes våbenskjold. Santa Maria del Fiore er opført i årene mellem 1296 og 1436. Facaden blev først blev tilføjet i 1887. Den mest berømte del er dog domkirkens kuppel, som er tegnet af Brunelleschi og senere er blevet efterlignet blandt andet i Peterskirken i Rom.
Den ældste og mindste bygning er dåbskapellet fra 600-tallet, Battistero di San Giovanni. Det er det italienske navn for Johannes Døberen, som er Firenzes beskytter. Dåbskapellet fungerede som Firenzes hovedkirke, indtil domkirken blev bygget. Den er bestemt et besøg værd på en rejse til Firenze.
Mercato Nuovo – ”vildsvinemarkedet”
Mercato Nuovo, det "nye" marked fra 1547, fyldt med boder med souvenirs, tøj, tørklæder og tilbehør. Her står også det lille bronzevildsvin fra 1600-tallet, Il Porcellino, Firenzes lykkedyr (som inspirerede H. C. Andersen til sin fortælling Metalsvinet). Det siges, at hvis man rører ved vildsvinet, vil man en dag vende tilbage til Firenze – og det er der øjensynligt flere, der gerne vil, da vildsvinets næse er skinnende lys til forskel fra resten af dyrets mørke bronzekrop.
Mercato Centrale – det lokale smagsparadis
Hvis du vil shoppe friske madvarer som de lokale, skal du forbi Piazza del Mercato, eller det centrale marked. Det indendørs marked har siden 1874 budt på udsøgte og friske råvarer såsom ost, kød, fisk, frugt, frisk pasta, brød, olie etc. Der er strikse hygiejnekrav, så det er sikkert at købe og spise varer herfra. På øverste etage kan du også besøge små restauranter, vinbarer og smagsboder.
Bargello – fra fængsel til fint kunstmuseum
På den trekantede Piazza di San Firenze finder du det gamle domhus Bargello. Bargello betyder bøddel, og intet sted i Firenze er så blodige scener udspillet som her. I dag er domhuset blevet til et fint kunstmuseum, som i smukke omgivelser lægger hus til renæssanceskulpturer af blandt andet Donatello, Michelangelo, Verrochio og Cellini.
San Lorenzo-kirken – Mediciernes hvilested
Når man kigger på San Lorenzo, er det svært at forstå, at det skulle være den ældste og vigtigste kirke i Firenze. Facaden er ikke færdigbygget, og kirken er rustik. Men angiveligt blev den indviet helt tilbage i år 393, og var også Mediciernes sognekirke, og var således en vigtig og prestigefyldt kirke, indtil Santa Reparata-kirken overtog titlen som duomo (og stadig er det i dag).
Indenfor er det tydeligere at se kirkens betydning gennem kunst og arkitektur af Michelangelo, Brunelleschi og Donatello. Her er Medici-slægten begravet, både faderen Giovanni de Bicci, som skabte grundlaget for slægtens rigdom, og hans dygtige søn og børnebørn Cosimo il Vecchio, Lorenzo il Magnifico og Giuliano, som blev myrdet i domkirken – foruden den store danske naturforsker Nils Steensen.