Gardasøen – Italiens største sø
En rejse til Gardasøen byder på gamle hyggelige byer, historie og charme, kombineret med mere moderne bydele med alle tænkelige faciliteter.
Geografisk set er søen placeret i Norditalien, nærmere bestemt lige på grænsen imellem regionerne Lombardiet, Veneto og Trentino-Alto Adige, der deler søen midt over. Gardasøen er med sine 370 km2 Italiens største sø, og den er ubeskriveligt smuk og populær. Gardasøen og det omkringliggende landskab blev skabt for millioner af år siden af en gletsjer. Derfor er landskabet spektakulært, og her er en fremragende udsigt fra hver en vinkel, særligt fra klippefremspringet ved Parco Rocca Manerba.
Gardasøen er kun 4-5 kilometer bred i den nordligste del, hvor den til gengæld er op til 346 meter dyb. Mod syd er den 12 kilometer bred på det bredeste stykke, og her er dybden mere beskeden. Søen er i alt 50 kilometer lang. Det er kun på klare dage, at man kan se søen i sin fulde længde.
Gardasøen er på vestbredden omkranset af nationalparken Parco dell’Alto Garda Bresciano, hvor her breder sig 40.000 hektar natur. Østbredden er dog den mest populære, på grund af solskin til helt ud på aftenen. De smukke bjerge omkranser søen og giver den dimensioner uden lige, uanset hvilken vinkel man kigger fra. Strandene er for det meste med småsten, men flere steder kan man finde fine græsplæner og sandstrande ned til bredden.
Oplevelser ved Gardasøen
Nogle har den opfattelse, at en rejse til Gardasøen kun er en destination for det ældre publikum. Dette er ikke korrekt. Søen er i dag et af de hotteste steder for de unge, når det gælder hanggliding, paragliding, windsurfing og mountainbike. Det milde klima, den rige vegetation, de mange spor fra antikken og den gæstfri befolkning gør en rejse til Gardasøen til et internationalt besøgt og højagtet rejsemål. Her er også rigtig mange aktiviteter, hvis man er familie, der skal afsted med børn. Gardasøen byder derfor på mange ting. Med denne alsidighed kan man finde ro og afslapning samt et moderat natteliv. Oven i dette kan man også finde mere udfordrende og vilde oplevelser.
Der er et væld af muligheder for gode udflugter herfra. Tag enten en tur op i Dolomitterne eller til de mindre søer i nærheden - såsom Tenno, Ledro og Iseo. Herfra er der heller ikke langt til historiske kulturhøjborge som Verona og Venedig med masser af oplevelser og seværdigheder. Med en rejse til Gardasøen er der kun et par timers kørsel til Milano. Dette kan give anledning til en vaskeægte storbydag med alt, hvad der hører sig til af lækker gourmetmad og shopping.